Historien om Doro

Enkle og smarte telefoner, ure og tablets til seniorer

Historien om Doro

af Charles Hodgdon

Del 1 – Sådan startede det hele

 

Det var i 1974. ABBA var på vej mod stjernestatus efter at have vundet Eurovision Song Contest med Waterloo i Brighton. I Ungarn opfandt en professor ved navn Rubik sin berømte professorterning. Og i Sverige tog to unge iværksættere chancen med en maskine, som de kaldte "AUTOFONEN".

Den første reklame og første model introduceret af Intervonator i 1974 – AUTOFON doro 320

De to mænd var Claes Bühler og Olle Fagring, som havde mødt hinanden og var blevet gode venner et par år tidligere, da de studerede på Lunds Universitet. Olle fik job hos Volvo hjemme i Gøteborg, mens Claes blev rekrutteret til at blive i Lund og arbejde for Tetra Pak.

 

Olle henvendte sig til Claes med en gadget, han var stødt på og ville introducere i Sverige – en klodset telefonsvarer, der kostede tusindvis af kroner. Claes var vild med idéen, så de sprang på et fly til San Francisco for at sikre sig en aftale, som gav dem eksklusive rettigheder til at sælge maskinen i Sverige. Undervejs fandt de på et navn til deres nye virksomhed, Internovator, som senere skulle blive til Doro.

 

Efter at have fået en helsidesannonce på forsiden af "Aktuellt for kontor" – et magasin "til det moderne kontor" – begyndte telefonopkaldene at strømme ind. Den første forsendelse på 50 stk. ankom med skib og blev udsolgt med det samme, primært til mindre virksomheder såsom advokatkontorer og tandlægeklinikker.

Når Claes ser tilbage på det hele, siger han, at det dengang virkelig var en "tryllemaskine" – en magisk boks til at modtage beskeder i stedet for en rigtig person, hvilket i en lille virksomhed normalt var ejerens kone. Ifølge Claes betragtede Televerket det som et "underligt" produkt, der ikke rigtigt passede ind i deres sortiment, så det statsejede telekommunikationsmonopol slækkede på kravene og tillod andre virksomheder at sælge dem, forudsat at maskinerne først blev indsendt til godkendelse.

 

Claes og Olle forlod deres faste job og så sig aldrig tilbage og introducerede flere modeller i løbet af de næste par år. Den mest avancerede af dem, havde ikke kun muligheden for at ringe ind og afspille beskeder via fjernstyring, men også muligheden for at kunne ændre den udgående besked, mens man var ude at rejse. Den blev solgt til 4.950 svenske kroner før moms, hvilket 50 år senere i 2024 svarer til lidt over 37.000 (3.300 euro).

 

Deres succes fortsatte gennem årtiet, og forretningen blomstrede, indtil der begyndte at ske uforudsete ting med dollarkursen. Men det er en helt anden historie.