Oplad din smartphone!

Enkle og smarte telefoner, ure og tablets til seniorer

1

Oplad din smartphone

 

Rigtig mange undrer sig over, hvorfor smartphones har kortere batteritid end ældre mobiltelefoner. Forklaringen er, at smartphones kræver mere strøm, fordi de kan bruges til så mange ting. Din smartphone er nemlig en slags mini-computer – og computere bruger mere strøm.

Kortere batteritid

”Min gamle telefon behøvede jeg kun at lade op et par gange om ugen, men min smartphone skal lades op hver dag”. Det hører vi ofte fra brugere, og det er ganske rigtigt, at smartphones har kortere batteritid end ældre mobiltelefoner. Men hvad kunne du egentlig bruge din gamle mobiltelefon til? Til at ringe og sende SMSer, men heller ikke til meget andet. Det er smartphonens mange muligheder, der dræner batteriet.

Masser af muligheder

Med en smartphone kan du sende og modtage e-mails, søge på internettet, se film, lytte til musik, radioprogrammer og lydbøger, læse aviser, fotografere og dele billederne direkte med familie og venner, bestille varer og services – og meget mere. Det bruger ganske vist mere batteri, men ved at følge nogle enkle tips, undgår du at komme i problemer.

Oplad din telefon hver aften

Så hvad kan du gøre for at undgå, at din telefon løber tør for strøm, når du har allermest brug for den? Den bedste løsning er at lade den op jævnligt. Gør det til en vane at sætte telefonen til opladning hver dag, når du kommer hjem, eller om aftenen. En fuldt opladet telefon bør holde en hel dag, også selvom du bruger den flittigt. Prøv at holde øje med batterisymbolet i øverste højre hjørne. Når det viser 20 % eller mindre, kan det være en god ide at sætte telefonen til opladning for en stund, hvis du har mulighed for det.

Tag opladeren med

Uanset hvor flittig du er til at oplade din telefon, kan det være en god ide at have opladeren med i tasken, når du er væk hjemmefra i længere tid ad gangen. Løber din telefon tør for strøm, kan du for det meste låne en stikkontakt på biblioteker, cafeer, restauranter og andre offentlige steder. Og en lille kaffepause skader jo ikke, vel? I de fleste tog er der også stikkontakter ved siddepladserne.

Nem opladning med bordlader

Med Doros smarte bordlader er det en nem sag at klare mobilopladningen. Du slipper for at rode med at tilslutte ledninger til din telefon – du placerer den blot i bordladeren, når du kommer hjem, og tager den op igen, når du skal ud af døren. Mens mobilen står i bordladeren, kan du fx bruge den som radio eller vækkeur.